Hvad er en normal søvn?

Af Mobile Fitness

Vi får tit at vide, at 7-8 timers søvn er sundt for os, men hvorfor forholder det sig egentlig sådan? 

Lang søvn er ikke lig med god søvn; det handler først og fremmest om kvaliteten af den søvn, man får. Dårlig søvn kan føre til dårlig livskvalitet, og bare i Danmark oplever hver femte dansker søvnproblemer. Når man ikke får sovet ordentligt, kan kroppen både mærke det fysisk og psykisk. Man kan blive irritabel og i dårligt humør, og ens præsentationsevne samt reaktionsevne vil være nedsat. Ydermere kan dårlig søvn influere på flere sygdomme, såsom depressioner og hjerte-kar-sygdomme, samt det kan være med til at øge appetitten. 


Hvad er en normal søvn?

En normal søvn består af fire søvnstadier: 1. den overfladiske søvn, 2. let søvn, 3. dyb søvn og 4. REM-søvnen.

  1. Den overfladiske søvn er overgangen mellem vågen tilstand og søvn. På dette stadie er det nemt at blive vækket.
  2. Den lette søvn udgør en stor del af en normal søvn, her vil man være sværere at vække end i den overfladiske søvn.
  3. Den dybe søvn betegnes som "slow wave" søvnen. Det er rigtig svært at blive vækket fra den dybe søvn, og denne søvn er et af de vigtigste stadier for at føle sig udhvilet dagen efter.
  4. Den sidste fase, REM-søvnen, har sit navn fra: Rapid Eye Movements. Musklerne er helt afslappede og det er forholdsvis let at blive vækket i dette stadie. I REM-søvnen drømmer vi de fleste drømme.

Man vil i løbet af natten nå igennem de 4 stadier flere gange. Typisk varer det 90-110 minutter, og vil så gentage sig flere gange.


Hvornår er man udhvilet?

Søvn er en fleksibel proces; søvnbehovet ændres over tiden, dét som man havde behov for, da man var 20 år, er ikke nødvendigvis dét, man har behov for, når man er 60. Under den dybe søvn vil vores krop og hjerne restituere, og derfor er den søvn særligt vigtig for os.

En god søvn er altså, når vi i løbet af natten har været igennem de fire stadier tilpas mange gange, til at vi føler os friske og veludhvilede. For nogle mennesker vil seks timer være nok, mens andre har brug for mere. Sov indtil du er udhvilet og ikke føler dig alt for træt i hverdagen. Så undgår du alle bagsiderne ved for lidt søvn. 

Har du svært ved at komme i gang med disse råd, eller synes du ikke, de virker for dig, så tøv ikke med at tage en samtale med en ergoterapeut fra Sano.


Hvad skal man undgå?

Der er flere ting der kan influere på vores søvnstadier, og altså forstyrre den gode søvn. Fx kan alkohol gøre at du får en langt mere overfladisk søvn, og derfor er det ikke sikkert, at man vågner veludhvilet, selvom man har sovet mange timer. Moderat stress og stort arbejdspres kan også påvirke din søvn, og det kan ende ud i i en følelse af udbrændthed.Vi anbefaler at undgå sovepiller, fordi de hindrer, at du kommer i den dybe søvn.

Smerter kan påvirke kvaliteten af din søvn. Undersøg sammen med Sanos sygeplejerske, smertekonsulent eller læge, om du kan optimere anvendelsen af din medicin.


Referencer: 

Søvn, Gerlach, J., 2003 Psykiatrifonden 

Vidste du...
.. at den tid du bruger på motion og din sundhed nu, vil du få mangfoldigt tilbage i form af mere energi større velvære, og mindre sygdomsrisiko.