Alkohol og træning

Skrevet af: Frederiksberg Sundhedscenter

De fleste sportsfolk holder sig helt fra alkohol. Det gør de, fordi de oplever, at alkohol påvirker kroppen på mange forskellige planer - både før, under og efter træningen. Hvis du vælger at justere på dine alkoholvaner, er der derfor en god chance for, at du vil opleve en forbedring i dine træningsresultater. Du kan f.eks. opleve at du..... 


1. Forbrænder mere fedt og får lavere fedtprocent

Hvorfor? Formentlig fordi kroppen behandler alkohol som et giftstof. Kroppen vil altid prioritere giftstofferne først. Først i det øjeblik giftstofferne er ude af kroppen, tager den fat på kulhydrat, og typisk først derefter fedtet. Det betyder ofte, at fedtet blive lagret i depoter på kroppen i stedet for at blive forbrændt. Alkohol risikerer således at forringe kroppens evne til at bruge fedt som energikilde, hvilket i sidste ende kan betyde, at fedtforbrændingen vil falde massivt i timerne efter indtagelse af alkohol. 

Hvis du drikker mindre alkohol, kan du derfor opleve, at du forbrænder mere fedt både i hvile, under og efter træningen. 


2. Får større muskelmasse

Hvorfor? Nogle mener, at kroppens testosteronniveau reduceres i op til 24 timer efter man har drukket alkohol. Ved hyppig indtagelse af alkohol vil produktionen af testosteron altså være mere eller mindre permanent nedsat. Nedsat testeteron betyder mindre muskelmasse. Jo mindre muskelmasse, desto mindre muskelstyrke.

 Samtidig kan det skyldes, at alkohol øger produktionen af kortisol. Kortisol er et stresshormon, der nedbryder musklerne. Jo lavere testosteron niveau og jo højere kortisolniveau, man har, desto dårligere forudsætninger har man for at opbygge muskelmasse. Jo større muskelmasse, desto større energiforbrænding både i hvile og under træning. Hvis du drikker mindre alkohol, kan du derfor opleve, at styrketræningen går hurtigere fremad.


3. Sover bedre - får mere energi til træningen

Hvorfor? Selvom mange oplever, at de har lettere ved at falde i søvn når de har drukket, vil lige så mange formentlig kunne nikke genkendende til, at de sover uroligt resten af natten. Det skyldes, at den dybe søvn (REM) bliver kortere. Man sover ikke så dybt og er stadig træt, når man vågner. 

Hvis du drikker mindre, kan du derfor opleve, at du er får mere energi til din træning. 


Vidste du...
.. at dagslys på huden danner D-vitamin, som styrker knoglerne og modvirker træthed.