Vægttab - brug kroppen hver dag

Skrevet af: Alt om Kost, www.altomkost.dk

Den officielle anbefaling er at være fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen, men det er ikke nødvendigt at være fysisk aktiv 30 minutter i træk. Det må gerne være delt op i perioder af minimum 10 minutters varighed.

Alle former for fysisk aktivitet, hvor du bliver let forpustet, og allerhelst får pulsen op og et åndedræt så tungt, at du kun er i stand til at sige helt korte sætninger, tæller med.

De positive effekter af fysisk aktivitet stiger, hvis du bevæger dig i mere end 30 minutter og med større intensitet.

For overvægtige er længere tids fysisk aktivitet, 60-90 minutter dagligt, hensigtsmæssigt, da det vil fremme vægttabet og holde de tabte kilo væk. 60-90 minutter kan synes af meget ud af en dag, men hvis du bevæger dig der, hvor du naturligt kan komme til det, så tæller det også med i energi-regnskabet:

  • Skru tempoet op når du cykler, og find eventuelt en du kan konkurrere med.
  • Gå nogle længere ture i hurtigt tempo.
  • Tag cyklen i stedet for bilen.
  • Spil fodbold med vennerne.
  • Tag børnene med i skoven eller hop på trampolinen med dem.
  • Sæt turbo på de daglige gøremål, fx græsslåning og rengøring. 
  • Tag familien med i svømmehallen. Man behøver ikke nødvendigvis at svømme baner, leg kræver også energi.
  • Benyt dig af dit lokalsamfunds tilbud om fysisk udfoldelse.
  • Brug trappen.


Lidt motion er bedre end ingen motion

Fysisk aktivitet kan gøre dig i bedre humør og give mere energi til andre daglige gøremål. Når du er kommet i gang med at bruge din krop lidt, så tager du det næste skridt til at nå op på anbefalingerne. 

Når du vil tabe dig, så er øget fysisk aktivitet med til at øge din forbrænding. Motion er også med til at mindske tab af muskelmasse, når du taber dig.


Af Sano: 

I din behandling på Sano kan du få større fokus på at bruge kroppen aktivt og støtte med et vægttab. Tal med dine behandlere på Sano herom.


Lysten skal drive værket

Find ud af hvad du har lyst til at dyrke af motion. Lyst motiverer og er med til at sikre, at du bliver ved med at være aktiv. Er du til:

  • kontaktsport.
  • holdspil.
  • motion alene, med en makker eller din familie
  • løb.
  • dans.
  • trives du bedst med at være aktiv morgen, formiddag, midt på dagen eller om aftenen.
  • har du brug for, at nogen tager dig i hånden, og tager dig med?


Svær overvægt og fysisk aktivitet

Er du svært overvægtig, dvs. har et BMI over 30, skal du være opmærksom på, at den belastning din vægt har på dine led, sætter en begrænsning for, hvilke motionstyper der er gode for dig at dyrke. Så husk at lytte til kroppens signaler.

Eksempler på træning til svært overvægtige kan være:

  • cykling i naturen eller på motionscykel foran fjernsynet.
  • spinning.
  • træning på "crosstrainer".
  • svømning.
  • træning i fitnesscenter.
  • vandaerobic/aquaspinning.
  • lettere gang og gang med stave.


Har du brug for hjælp? Find hjælp hos:

* Din praktiserende læge 

* Diætist/klinisk diætist

* Dit lokale sundhedscenter

* Støtte via netværk som fx Adipositasforeningen

* Sundhedsplejersken (hvis du har børn)

* Evt. psykolog



Vidste du...
.. at med to kilo ekstra muskler kan du tabe dig tre kilo ekstra om året uden at røre en finger!