Fysisk aktivitet i hverdagen

Af Mobile Fitness

Fysisk aktivitet er den træning, du nemt kan få ind i din hverdag ved at ændre nogle små vaner. Motion kan være tidskrævende, men fysisk aktivitet kræver ikke nødvendigvis, at du hopper i træningstøjet og bliver så forpustet, at du ikke kan snakke. Samtidig handler det også for dig med smerter om at finde balancen mellem hvile og aktivitet. Fysisk aktivitet er for eksempel hverdagsaktiviteter, du kan indføre i din hverdag. Tal med din behandler fra Sano hvis du er i tvivl om, hvilken type aktivitet der er oplagt til dig.

Vi har nedenfor lavet forslag til, hvordan du kan få mere fysisk aktivitet indført i din hverdag:


Bevæg dig

Det kan lyde nemt, at man skal bevæge sig, men det er det også. Vi glemmer det bare tit. Prøv hver time at få bevæget dig lidt, ryst kroppen, lav et par øvelser eller gå en kort tur. Det giver kroppen energi og løsner dine muskler.


Tag trapperne

Trapperne er guld værd, hvis du vil have så meget træning ud af din hverdag som muligt. Brug trapperne hver gang muligheden byder sig, for det styrker dine ben- og baldemuskler og øger kalorieforbrændingen.


Lad bilen stå

Hvis du blot skal rundt i dit nærmiljø, så er der måske ingen grund til at tage bilen. Besøg dine venner og få en gåtur ud af det, så du får samtidig frisk luft og god energi. Køb en skridttæller eller sæt din smartphone til at registrere, hvor mange skridt du tager i stedet for at fokusere på kilometerantal. Konkurrér med dig selv, men vær realistisk og brug konkurrencen positivt.  


Gør rengøring lidt sjovere

Sæt god musik på mens du tørrer støv af og øv dig imens i at have en god holdning og gode arbejdsstillinger uden for mange vrid i ryggen. Så træner du stabilitet og får gjort lidt rent samtidigt.


Tag cyklen

Hvis du bor i cykelafstand fra dit arbejde, kan du for eksempel vælge at proritere noget af din energi her.. Det er især en rigtig god idé, hvis du har et stillesiddende arbejde, for så får du bevæget dig automatisk før og efter arbejde. Måske du skal afprøve en el-cykel. Hvis du bor for langt fra arbejdet til at kunne cykle, kan du cykle en tur i weekenden, eller når du kommer hjem fra arbejde.


Stå af bussen før

Hvis du er en af dem, der tager bussen hver dag, kan du hurtigt få lidt ekstra aktivitet ind i din hverdag, hvis du står af bussen et stoppested, før du egentlig skal af. 


Rejs dig op

Hvis du sidder meget ned i løbet af din dag, er det en rigtig god idé at rejse sig op et par gange om dagen. Hæv dit bord, hvis du kan det. Du forbrænder nemlig mere, når du står op.


Natur og kultur

Hvis du har børn, så tag dem med i skoven og find et sted, hvor I kan klatre i træerne eller lege. Hvis du ikke har børn, har du måske en hund, du kan gå en lang tur med eller tag en veninde/ven under armen og gå ud og oplev lidt kultur eller tag ud i den skønne natur og få frisk luft og god energi. Det kan være, at du i starten har behov at tænke ruten igennem og vurdere, om det er muligt at holde en pause på en bænk eller tage bussen hjem. 


Referencer:

Videncenter for Arbejdsmiljø www.arbejdsmiljoviden.dk

Sundhedsstyrelsen www.sst.dk

Vidste du...
.. at motion giver et løft til humøret og forebygger stress. Prøv fx en frisk gåtur.