Et varigt vægttab

Skrevet af: Alt om Kost: www.altomkost.dk

Et vægttab er individuelt, idet der kan være mange forskellige grunde til at vægten bliver et problem.

Undersøgelser viser, at mange faktorer har indflydelse på vægten, fx:

  • genetik
  • stress
  • vaner
  • psykiske faktorer
  • sociale faktorer
  • miljømæssige faktorer som job, bopæl, familie og fritid
  • om du lever i et parforhold eller ej

Sundhedsstyrelsens og Adipositasforeningens, Landsforeningen for overvægtige, hjemmesider giver dig mere information om de faktorer, der er i spil ved overvægt.

Livsvarige livsstilsændringer 

Der er mange årsager til overvægt. Der er også mange forskellige meninger om, hvad der virker. Men der er dog generel enighed om, at et varigt vægttab kræver varige livsstilsændringer.

At få indarbejdet helt nye mad- og motionsvaner kan tage år at gennemføre. Gør op med dig selv, eventuelt ved hjælp af en klinisk diætist, din praktiserende læge eller en anden sparringspartner, som du stoler på, om du er parat, og hvordan du forestiller dig at tage fat på de forandringer, der er nødvendige for at komme ned i vægt.

Et varigt vægttab lykkes ikke uden at du bliver mere fysisk aktiv, omvendt er fysisk aktivitet ikke nok. Vil du tabe dig, må du få indarbejdet nye, sunde spisevaner. Det kan være at spise mindre og/eller sammensætte din mad på en anden måde. Du opnår et mere stabilt vægttab, ved at du taber dig ½-1 kilo om ugen.

Nye vaner så hurtigt som muligt

Det er vigtigt, at du er opmærksom på dine daglige vaner. Du skal sandsynligvis lave ændringer i forhold til nogle af de ting du gør - eller ikke gør - som er med til at give fedt på sidebenene.

Slankekure holder sjældent i længden

Erfaringer viser, at slankekure sjældent holder i længden, da det er svært at holde motivationen. Specielt hvis kuren betyder, at du skal gøre noget helt andet, end du plejer og måske holder af.

Når du skal tabe dig viser erfaringer, at det derfor er en god idé at gribe ind så tidligt som muligt. Så vær i det daglige opmærksom på din vægt, fx hvis tøjet begynder at stramme, er det tid til andre vaner.


Forandringer for resten af livet

Erfaringerne viser også, at succes med et varigt vægttab afhænger af, om du er villig til at lave forandringer, der skal vare resten af livet. Der findes ingen nemme løsninger til at tabe dig og specielt ikke til at vedligeholde et vægttab. Det er en kæmpe udfordring for de fleste at få nye vaner. Også når det gælder vaner om mad og motion, som er grundlagt i barndommen, og derfor er en stor del af den person, du er. Tag derfor udgangspunkt i dit liv, og skab forandringer i et tempo hvor du kan følge med.


Har du brug for hjælp? Find hjælp hos:

* Din praktiserende læge 

* Diætist/klinisk diætist

* Dit lokale sundhedscenter

* Støtte via netværk som fx Adipositasforeningen

* Sundhedsplejersken (hvis du har børn)

* Evt. psykolog


Vidste du...
.. at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spiser 75 g fuldkorn hver dag. Det er nemt at få, fx fra 1 skål fuldkornsflakes med mælk, 2 grovboller og 2 stykker knækbrød på en dag.