Fisk

Skrevet af: Alt om Kost, www.altomkost.dk

Voksne bør spise 350 gram fisk, heraf ca. 200 g fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild.

350 gram svarer til to hovedmåltider med fisk eller et hovedmåltid samt fisk som pålæg næsten dagligt. Næsten halvdelen af danskerne spiser meget sjældent fisk.


Fisk er sundt

Fisk er sundt, fordi de indeholder nogle sunde fiskeolier (omega-3 fedtsyrer), D-vitamin, jod og selen. Ved at spise den anbefalede mængde fisk nedsætter man risikoen for blandt andet hjerte-karsygdomme. Mangel på D-vitamin kan give knoglesvind, der øger risikoen for knoglebrud hos ældre. Jodmangel kan give forstørret skjoldbruskkirtel og dermed risiko for forstyrrelser i stofskiftet.

Egentlig mangel på selen findes ikke hos danskerne, men man kan mindske risikoen for kræft og hjerte-karsygdomme ved at spise selenholdig kost.

Frosne fisk er lige så sunde som friske. Kapsler med fiskeolie har ikke samme sundhedsmæssige effekter som fisk.


Spis forskellige slags fisk

Det er bedst at spise forskellige fiskearter, både de fede som laks, sild, makrel og ål, og de magre fisk som skrubber, rødspætter torsk og tun. De forskellige fiskearter rummer forskellige mængder af de sunde stoffer. Fede fisk indeholder sunde fiskeolier, men de kan også indeholde mere forurening.


Fisk og forurening

Fisk kan være forurenet blandt andet med dioxin og kviksølv, men der er fangstforbud der, hvor forureningen er størst. Fødevarestyrelsen vurderer, at sundhedsgevinsten ved at spise flere og varierede fisk er mærkbart større end risikoen ved forurening.


Dog bør kvinder der planlægger graviditet, er gravide eller ammende samt børn under 14 år holde igen med større portioner af rovfisk: tun, rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart.

Personer i risikogruppen bør fx ikke spise over 100 gram om ugen af store rovfisk (børn under 3 år højst 25 gram om ugen), fordi nogle fisk har et naturligt højt indhold af kviksølv.

Med det dioxinindhold, der er i de store østersølaks, anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser en portion østersølaks (ca. 125 gram) èn gang om måneden. Alle andre kan spise østersølaks højst to gange om måneden uden sundhedsrisiko.


Fisk skal i køleskabet

Frisk fisk skal i køleskab straks efter indkøb og skal enten spises samme dag eller fryses ned. En varm ret, der skal gemmes til næste dag, skal sættes i køleskab, så snart den er dampet af. Frossen fisk skal optøs i køleskabet, fx i en skål, så det ikke drypper på andre madvarer.

Når man anvender rå fisk, for eksempel råmarineret og gravet laks samt fisk i sushi-retter, skal fisken have været frosset ned i et døgn ved minus 20 grader for at dræbe eventuelle snyltere (parasitter og orm), der eventuelt kan være i fiskekødet.


Gravide og ammende

Visse fisk har et naturlig indhold af kviksølv. For en sikkerheds skyld anbefales kvinder der planlægger graviditet, er gravide eller ammende derfor ikke at spise hovedmåltider (over 100 g. om ugen) af tun, rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart. Andre almindelige spisefisk er der ingen specielle problemer med.


Vidste du...
.. at det er sundt at spise lidt røde felter hver dag!