Kulhydrater - ven eller fjende?

Skrevet af: Food of Life, (u.å.) www.foodoflife.dk

Skal man undgå kulhydrater i sin mad?

Du skal ikke undgå kulhydrater, når du spiser, du skal bare helst spise de gode af slagsen.

Vi har særdeles gode erfaringer med at øge folks indtag af lødige kulhydratkilder, som fuldkornsrugbrød, brune ris, fuldkornspasta, tørrede bønner og rodfrugter, og det gælder både for folk, der skal tabe sig eller holde vægten.

Justeringen sker dels på bekostning af noget af fedtet, og dels på bekostning af nogle af de mindre lødige kulhydratkilder, som sodavand, slik og franskbrød.


Grove kulhydrater øger madens volumen

Ligesom magert kød og grøntsager, bidrager grove kulhydrater fra de nævnte kilder fremragende til den samlede mæthed, idet de øger madens volumen, og derfor fylder godt i maven.


Samtidig forsyner de hjerne og muskler med brændstof, så det er muligt at opretholde en aktiv livsstil, og ved at holde blodsukkeret stabilt holder de tilmed den søde tand stangen.

Lægger du til de nævnte egenskaber det faktum, at grove kulhydrater bidrager med værdifulde næringsstoffer, bliver det klart, at vi ser med bekymring på de kulhydratfjendske tendenser, der viser sig i dele af samfundet.

Vi så meget hellere, at fokus blev rettet mod kulhydratkildernes kvalitet, så indtaget af grove kulhydrater blev øget.


Vidste du...
.. at broccoli er fuld af gode vitaminer, der kan holde dig rask!