Proteiner gør dig skarpere

Skrevet af: Christian Bitz & Arne Astrup,"Verdens bedste kur 2.0", 2012

Et 3-ugers forsøg med unge mænd på en proteinrig kost har vist at kunne forbedre deres mentale præstationer. 23 mænd i alderen 19-31 år blev delt i 2 grupper. Den ene gruppe fortsatte med deres vanlige proteinindtag, mens den anden gruppe indtog dobbelt så meget protein (ca. 3 g/kg kropsvægt pr. dag), mest fra mælk og kød i 3 uger. En computerbaseret test viste, at antallet af fejl blev mindre, og også hastigheden for afgivelse af de rigtige svar blev forbedret. Desuden var forsøgspersonerne bedre i en test af orientering, som bl.a. omfatter simple spørgsmål om tid og sted. Forbedringen af den hjernefunktion kunne forklares med et øget indhold af visse af proteinbyggesten i blodet, såkaldte aminosyrer, som steg i takt med det øgede proteinindtag. Disse aminosyrer menes at kunne øge hjernens indhold af visse signalstoffer, som fører til hurtigere reaktioner i hjernen. 

Tidligere undersøgelser af samme emne har kun været af en dags varighed, så denne undersøgelse viser for første gang, at disse effekter er blivende ved langvarigt, øget proteinindtag.

Forsøget blev udført med henblik på at tilvejebringe et bedre grundlag for proteinanbefalinger til raske mennesker.

De fleste offentlige kostanbefalinger vedrørende energi, fedt, kulhydrat og protein er fokuseret på at forebygge udvikling af fedme og hjerte-kar-sygdomme hos midaldrende. De unge, som er slanke, fysisk aktive og i gang med uddannelse, eller er tidligt i erhvervskarrieren, har måske mere glæde af en anden kostsammensætning. Denne undersøgelse kan forhåbentlig bidrage til en sådan udvikling.


Vidste du...
.. at du skal svømme uafbrudt i 32 minutter for at forbrænde to glas vin.